Hej Mathilde
(mail til Mathilde)
Jeg har netop læst anmeldelsen i JP af din nye bog om Priapus, samt artiklens beretning om dine studier af mænd
Jeg tror selv jeg skal på en rejse som Priapus , da min historie ligner hans.
Jeg er XX og har i XX år været den "perfekte mand" , direktør i store koncerner, god uddannelse, karriere, form og fysik, økonomi, kernefamilie med X børn med alle former for aktiviteter og kærlighed , holdt mig på "måtten" og prædiket klassiske værdier , moral, integritet , samfundssind mv
Alligevel mister jeg min dejlige kone gennem de XX År , lige nu idet hun flyttede fra mig for X uger siden, (hun ville bare være sig selv...ihverfald nogen tid og vi skal ikke skilles, hun vil have mig ud at "definere" mig selv nu , så kan hun måske lide mig igen en dag.. ) og jeg er knust, men skal frem igen.
Da jeg læser om Priapus ser jeg parallelen , jeg tror jeg skal overvinde hvad han gør i bogen, jeg ved fra min karriere , test mv at jeg har en god empati, varme og følelses liv og med stor refleksion , men skal nu til at gøre tidligere grænseoverskridende ting med andre kvinder, det skal jeg sÅmÆnd nok finde ud af om lidt på det praktiske ved at øve mig lidt, , men indeni ... hvad får jeg så ud af det?
Hvor skal jeg sigte? , når mit sigtekorn er faldet af..hvordan skal vurdere om jeg har det godt med dette?
Min kone er introvert, stille, søgende, modsat jeg som extrovert. Hun kan derfor ikke diskutere de grænser jeg skal overskride. Heller ikke hvad hun selv vil og hvor grænserne skal trækkes, hvis de skal trækkes..
Jeg er nu ude i værdi og følelses dilemmaer med det jeg har lyst til samt egen selv kontrol/normdannelse gennem mange år, samt inderst ønske om at med det samme finde samme "genuity" /ægte kærlighed hos en måske ny partner i "resten af livet", og ikke bare en nede fra baren...eller en stribe hen ad vejen.
Synes bare du lige ramte lige ind i mig, efter en tur i byen i aftes, og jeg kan se indlevelsen i dine øjne...
Den første bytur i XX År, og som "fri fugl" ... men hvilken fugl,- resultat: Tomhed , blandet med stigende mod til at kaste mig ud i en måske uforløst Priapus rollen..
Hvis du har lyst at snakke med mig på mail , telefon eller møde, sig til , ellers bare glem denne lidt kontroversielle henvendelse, men du ved og har set noget jeg har brug for,- tror jeg.
Jeg er i Kbh torsdag/fredag
PS. Du har en dejlig fantasi, kan jeg se på din videre tegneri af Politikens billeder , det har jeg også selv tit siddet og fornøjet mig med,, dengang jeg levede i nuet...som jeg nu forøvrigt også skal til at vende tilbage til..for jeg gider ikke være direktør (har sagt jobbet op lige før konen flyttede) mere, de andre fik alle goodies da jeg tog ansvaret ... og hvad fik jeg ud af det selv..
mvh fra mand i vadested.
Kære Mathilde,
Jeg er lige blevet færdig med din bog og ved ikke om jeg skal grine eller græde. Gør nok begge dele. Jeg har nu i næsten X år viet mit liv til min Priapus. Ikke at vi nogensinde har boet sammen eller noget: jeg er bare elskerinden og han bor sammen med sin kone. Som er hans anden kone og forhenværende elskerinde. For han har så været sin første kone utro med hende, plus et par andre selvfølgelig. Bla, bla, bla...
Hundredvis af mails er det blevet til i disse sidste X år, og mange ting du har skrevet i din bog står faktisk ordret i disse mails:))) At han føler at han har et hul inden i sig, at jeg er alt for god til ham, at jeg ikke rigtig kender ham, at han har dæmoner der plager ham, at han ville være mig utro hvis han skiftede kone nr. 2 ud med mig selvom han egentlig gerne vil, at han aldrig har været så tæt på et andet menneske som han er på mig, at jeg ikke må opgive ham, at jeg er ALT og at VI hører sammen for evig, forbunden med usynlige tråde.... efter en kæmpe angstanfald for X år siden er han på medicin som er en slags frivillig kastration, så han har ikke sex med sin kone... men kan dog godt når vi er sammen.... undsoweiter, undsoweiter.... :))
Hvis han er en Priapus er jeg vistnok en Faye... Har du mon valgt navnet fordi det lydmæssigt minder om fæhovede? Men jeg er ikke blind. Tværtimod. Jeg har stille og rolig følt mig frem til hans væsen, ved at lytte og forstå... Når der var et lille træk af hans komplicerede væsen der gik op for mig i al sin grusomhed, brød jeg sammen og skrev smerten i en mail til ham. Hvorpå han indrømmede på smukkeste Priapus-vis og bagefter var vi endnu tættere forbunden med hinanden. Hvorefter han så trak sig tilbage i en af sine tavsheder (dæmonernes tid) og jeg næsten gik i stykker af angst for at han skulle gøre det forbi. Og jeg ventede og ventede. Hvorefter han kom tilbage og vi nærmest manisk mailede sammen igen, fandt disse stjålne øjeblikke hvor vi kunne mødes, euforien... og så forfra igen med det hele.
I august 20XX prøvede jeg at gøre det forbi. Jeg gik jo næsten i stykker af dette kasten frem og tilbage: tvivlen & angsten for at han ville gøre det forbi, og ydmygelsen af at vente på hvornår han mon have tid til mig, enten med at skrive eller komme forbi. Efter X uger uden min Priapus brød jeg fuldstændig sammen. Måtte sygemelde mig på arbejde i flere uger. Kunne ikke sove mere, men kun græde. Min læge fik mig indlagt et døgns tid for at undersøge hele kroppen, men jeg fejlede intet. It was all in my mind:)) Jeg begyndte at skrive igen med ham for at han skulle hjælpe mig med at komme videre. Følte mig i sandhed besat af denne mand. Kunne ikke fatte at han på den ene side var så sød, varm, intens og sagde han ikke kunne leve uden mig, og på den anden side i sine handlinger var så utrolig kold, skubbede mig væk og egentlig kun udnyttede mig. For jeg følte jo at det første var ægte og dybt ment når vi var sammen.....
Vi fandt selvfølgelig sammen igen, mere intenst end nogensinde før.... Op- og nedturene fortsatte for mit vedkommende og den forfærdelige erkendelse at jeg simpelthen ikke kunne slippe denne her mand, selvom han sårede mig gang på gang med denne tilbagevendende rytme mellem total intensitet og så skubbe væk... Nu var han dog kommet til den erkendelse for hamselv at han ikke ville forlade sin kone... for når vi flytter sammen vil vores fantastiske elskov jo blive spist af hverdagens trummerum og gråhed... Og lige meget hvad han fandt på at nye historier til at få hans kaotiske tanker til at hænge sammen, kom jeg til den konklusion at jeg "elskede" ham, lige meget hvad. Jeg fulgte hans ideer, impulsive nu-skal-vi-ses, aflyste alle andre aftaler... og mente fra min sjæls dybte at jeg kun kan "komme hjem" ved at ligge i hans arme...
Han hørte om din bog for et par måneder siden. Læste den og skrev selvfølgelig en mail til mig at det var forfærdeligt at læse at han nok, sådan overordnet set, var en slags Priapus. Disse selverkendelse åbenbaringer var absolut hans største score-trick overfor mig. For jeg smelter jo når dette skrigende barn med de store kvæler, med blødende hjerte indrømmer nogle af hans sinds mørkeste sider...
Jeg købte også bogen men havde ikke rigtig lyst til at læse den i starten...
I torsdags, for X dage siden, udviklede vores daglige mails sig lige pludselig sådan at han skrev at jeg skrev "det dummeste jeg nogensinde har skrevet" og at han "ikke gider det her". Denne mail var ny en af slagsen, for lige meget hvordan vi kan skændes og råbes ad hinanden med skrevne ord når vi er uenig om et eller andet emne, blev det aldrig grov på denne her måde. Tværtimod: jeg var altid denne her "sødeste, intelligenet engel" der sad på mit piedestal, og han var altid "den onde" der ikke kunne tage sig sammen og sårede mig.
Det føltes som at vi nu langt om længe var nået til min værste angst: at han lige pludselig ikke gider mig mere, at jeg ikke længere er god nok.... Jeg har ikke hørt fra ham siden og jeg har heller ikke selv skrevet, som jeg plejer... For det plejer at være mig der kommer med de forsonende ord, mig der åbner mit hjerte, viser mine smerter, prøver på at finde forklaringer hvorfor han gør som han gør og så i sidste ende selvfølgelig kommer med tilgivelsen....
Og så læste jeg din bog her i weekenden og de sidste kapitler i aften...
Ved egentlig ikke hvorfor jeg fortæller alt det her gylle:))) Jeg ved ikke hvor du har hentet din inspiration fra til din bog. Er fristet til at mene at du har været sammen med den samme mand som jeg, men du er dog XX år yngre end mig og jeg mener ikke at du optrådte på den liste med kvinder han har skrevet om:)))) Men jeg håber at du på et tidspunkt kaster dig ud i en bog som handler om alle os Fayer. Hvor du med samme humoristiske og bidende ærlighed prøver på at forklare hvorfor vi, Fayerne, finder os i Priapusserne i vores liv. Ikke bare finder os i dem, men oprigtig mener at vi "elsker dem". Som er mindst et lige så stort mysterie og er en mindst lige så stor afhængighed som Priapus forfører-afhængighed.
Personligt ved jeg ikke om jeg er "fri" fra min Priapus... Jeg har nu i 5 dage ikke savnet ham og det føles som en slags befrielse... jeg kan endda sove og græder kun lidt... kan koncentrere mig om mine børn, venner, arbejde uden at han konstant spøger i baggrunden... han er der dog stadigvæk lidt... og jeg ved ikke hvad jeg vil gøre hvis han kontakter mig igen:))) Jeg er i øvrigt en meget (psykisk) stærk kvinde, har prøvet lidt af hvert, stor personlighed på min arbejdsplads, korleder i fritiden, etc. Det siger sig selv:))) Min afhængighed af denne mand kendes kun af meget få mennesker og de er rystet over at jeg ikke bare kan sparke ham ad helvede til:))) Jeg kunne håbe på at jeg alligevel ikke er hans Faye, men at hans stakkels kone nr. 2 tilhører denne titel... For så vil jeg jo aldrig høre fra ham igen... Men jeg har mine tvivl...
Tak for bogen:)))
Mange hilsner XX
Kære Matilde,
Jeg hørte om Priapus, lige da den udkom og blev straks grebet. Jeg har dog ikke læst den, men så hørte jeg igen en beskrivelse af den i P1 i søndags og var fanget. Dernæst fik jeg første kapitel læst højt i går og var tryllebundet. NU skal jeg have den!!! For helvede, hvor er den velskrevet og spændende! Og surprise, jeg har kendt en Priapus i tre år, jeg kæmper med at slippe af med og har også anbefalet ham at læse den:-))
Glæder mig til at høre fra dig!
De bedste hilsner XXX
Subject: Priapus
Er i gang med din roman om Priapus.
Er meget betaget og optaget af dine ord... "Sådan er virkelighedens forfører tragisk forhindret i at elske med det menneske, han elsker: af angst for at miste sig selv"...
Tak for indsigt og bedre forståelse.
Kærlig hilsen
XXX
Kære Mathilde.
XXX har lånt mig romanen, da jeg fortalte ham om en nær bekendt, der kæmper med en kæreste/mand, elsker, der ligner en figur i et folkeeventyr, der af samme grund optager mig for tiden – og som skulle ligne Priapus. Og det skal jeg love for, at han gør! – ifølge de billeder af ham, som din roman har forsynet mig med, som jeg kontinuerligt har overført. (Stop for relativsætninger!)
Jeg synes, romanen er en beundringsværdig kraftpræstation: En overlegen, skamløs, klog og morsom fortællerstemme. En burlesk overdådig, men psykologisk forståelig, overmåde grundig, fremstilling af denne mand(stype).
Placeret næsten udenfor nogen bindende omverden, hvad der tillader den indre opbygning af Priapus’ skæbne, og frigør fortællerglædens overdådighed/ihærdighed af detaljer. Og tillader de mytiske figurers indtræden (omgangen med Fays far, søster, mor og døden i illusionen, som jeg endnu ikke har fundet sammenhængen i, skal siges). En fabelagtig opfindsomhed mht. pinsler, som denne mand udsættes – udsætter sig selv – for, og dog blottet for banaliteter om FORFØREREN gennem fire-fem hundrede sider! Man nyder det!
Begavet, begavet begavet.
Kærlig hilsen
XX
... været sammen med Priapus!!!
Ja, den endte sgu med et hul, skal jeg love for! Priapus har givet så meget mening i mit liv og har faktisk hjulpet mig igennem at forstå og slippe ud af grebet på en af slagsen. Jeg har doceret videre til veninder i min omgangskreds, som også er faldet i fælden. Desuden har jeg fået øjnene op for nuanceforskelle i dem, der bare vil have "den op" og dem, og der bruger smukke ord. Hvordan har du dog fået den insider viden om psykologien bag fænomenet?
Det var også fint at høre interviewet på Messen, dog var jeg ikke helt tilfreds med XX. Jeg synes ikke helt, din roman fik den ære den skulle have haft.
Må jeg have lov at spørge dig om, hvorvidt du havde skabt hele historien eller plottet om Priapus, før du skrev den, eller "skrev den sig selv", som nogle forfattere siger? Jeg har et billede af, at du som forfatter sidder på et metaplan og ser alting i helikopterperspektiv og har skabt en afgrænset kontekst af livet, som du leger med, lidt som et barn ville stikke hånden ned i et dukkehus og skabe relationer og drama, indrette og arrangere. Bare på et meget kløgtigt og gennemtænkt plan.
Bogen er nu i omløb i min omgangskreds:-)
De bedste hilsner
XX
Subject: jeg er Priapus
- og er ulykkelig over de mange kvinder som falder for muligheden.
XX
Subject: :-)
Hej :-)
Har lige læst Priapus, og må med skam sige at jeg ikke havde hørt om dine bøger før, men nu skal jeg da ha´ læst alt hvad du har skrevet. Er ret imponeret over at du kan skrive så godt om mænd´s særheder og deres kobling mellem størrelse og selvværd. *G*
Go vind fremover. :-)